Historie

Tre unge fyre fra Aalborg begyndte i 1990 at svejse cykelrammer.

De skulle være de bedste.

Havde de nu haft råd, kunne de bare have købt en ramme. Men så var eventyret om Principia ikke blevet sat i gang.

”Vi kunne ikke betale de dér lækre rammer, der kom fra USA på det tidspunkt. Så måtte vi jo selv begynde at rode med det”, siger Gert Spender Andersen, den ene af tre unge fyre med det samme problem: Hvor får man fat i en god triathlon-ramme? Svaret lå hos ham selv. Et blåligt skær begyndte at flakke ud gennem kældervinduet i Himmerlandsgade 7 i Aalborg, når triatleterne filede og svejsede aluminiumsrør i jagten på en hurtig cykelramme.

STW

Målet var straks fra starten at lave verdens bedste rammer. Helt enkelt. Og tri-musketererne fra Aalborg var også enige om et kriterium for kvalitet: STW – stiffness to weight. Verdens bedste ramme må være den, der har det bedste forhold mellem stivhed og vægt. En stiv og let ramme giver den bedste acceleration i forhold til den energi, rytteren træder ned i pedalerne, og en stiv ramme giver også cyklen bedre styreegenskaber. Ikke svært at forstå i dag. Men i 1990 var der kun få, der tænkte på den måde. De nye tanker og nye rammer skulle bruge et navn. Lad os vove et øje og sige, at Principia må være den eneste racercykel i verden, der er opkaldt efter en bog. Hver acceleration på en Principia-cykel sender en hilsen tilbage til Isaac Newton, som i 1687 berigede den moderne fysik med sit banebrydende hovedværk, Philosophiae Naturalis Principia Mathematica.

7020

Den aluminiums-legering, Principia-rammerne blev svejset af, viste sig at være fremragende til at modstå de dynamiske påvirkninger under cykling. I svejset tilstand var 7020-legeringen endnu stærkere end den 6061-legering, som de tre nordjyske entreprenørers store forbillede, Gary Klein, brugte til sine stel. Med legeringen begyndte nogle succesrige år for Principia. Gert Spender Andersen, der er uddannet maskinarbejder, hentede de bedste af sine gamle svejserkolleger over til Principia, hvor der var brug for deres evner til at svejse aluminium. Mens der i 1992 var to på lønningslisten, var der ti allerede året efter, og flere kom til. En af de nye var Anders Bystrup. Den senere danmarksmester i cykelcross satte hurtigt de første mountainbike-rammer under kritisk lup. I bedste pionérånd blev smedene ikke sure, men satte i stedet den unge mand til at skabe noget bedre. Det gjorde han så, og Principia var repræsenteret ved VM i mountainbike i 1998.

Stål eller aluminium

Principia blev skabt i begejstring for triathlon, men det var landevejscyklerne, der drev firmaets eksplosive vækst. I begyndelsen af 1990’erne var stålcykler stadig i flertal, og de professionelle ryttere svor fortsat til tynde stålrammer med forkromede detaljer. Med tiden måtte stålet vige. Flere blev efterhånden klar over, at man ville få en langt mere velkørende cykel med en let og stiv ramme af de store, runde aluminiumsrør, der var Principias særkende. Samtidig var cykling på vej frem som motionssport. Der herskede en enorm fascination af Tour de France, og betingelserne for Principia var gode, både på landevejen og på bundlinjen. Helt afgørende for Principias succés blev en serie testresultater i førende, tyske cykelmagasiner.

Sport og eksport

Principia blev en regulær eksportsucces. Det tyske marked kunne slet ikke få nok af cykelstel fra danske Principia. ”På et tidspunkt gik 90% af vores salg til Tyskland, og lidt efter kom det danske marked også godt med. Da det gik bedst, solgte vi omkring 5000 rammer om året, heraf en femtedel på det danske marked. Og i Danmark solgte vi langt flere rammer i den høje ende end nogen anden producent”, fortæller Gert Spender Andersen. Principia begyndte at sponsorere danske hold som Team Chicky World og Team Acceptcard og senere større hold som Team Fakta og Linda McCartney Racing Team. Det var på en Linda McCartney-Principia, at australieren David McKenzie i år 2000 kørte 164 km alene i front og først over stregen på 7. etape af Giro d’Italia.

Nye tider

Men én ting er at lave gode cykler. En helt anden er at bryde gennem cyklingens glasloft og sponsorere et af de helt store hold. Det blev for dyrt. Ekspansionen standsede, andre alu-rammer vandt frem, konkurrencen blev for nærgående. Efter en omtumlet tilværelse med skiftende ejerforhold kom mærket i 2006 ind under Danmarks største cykelfirma, HF Christiansen A/S. Dér fik Principia det pålidelige produktions- og distributionsapparat og den finansielle tyngde, der skulle til for at føre mærket frem igen.

Med Principia får du

5 års garanti på stel
Dansk kvalitet
Forhandlere over hele landet