Koffeinen vækker mig til live. Eller er det det drømmesmukke syn?
Vanddunkene er helt tomme, da jeg når passet. Det samme er jeg. Heldigvis har en snild person fundet på at indrette en café i en nedlagt benzinstation på passets højeste punkt. Flår febrilsk og smårystende de svedgennemblødte cykelsko og strømper af og hænger dem til tørre på cyklen. Af med trøjen også. Bunder tre kopper kaffe og en Red Bull. Fylder alle dunke. Koffeinen vækker mig til live. Eller er det det drømmesmukke syn, der udfolder sig der foran mig? En stor flok heste, der galopperer frit mellem de blomstrende gule gyvelbuske, der i kilometerlange bølger svøber sig om skråningerne ud mod kysten.
Nedad herfra, kun nedad, de sidste 25 kilometer på albansk asfalt. Jeg når Ksamil sidst på eftermiddagen. Cykler ned ad en skramlet grusvej til en lille tom lagune og kaster mig i saltvandet. Ser solen gå ned over Korfu fra en hængekøje under vinrankerne på klipperne over havet. Derfra går turen hjem i morgen.