Principia til skoler

– bevægelse i klassesæt

Cykler mod §15

“Vi skal jo fylde bevægelse ind i vores undervisning. Det siger loven om folkeskoler. Og især på udskolingstrinnet er det hér en fed måde at gøre det. Der er masser af ting, jeg kan undervise i ved hjælp af cykler”, siger skolelærer Mads Alexander Christensen om de mountainbikes, hans skole har investeret i. “Der er godt med matematik i en cykel: Omkredsen på hjulet, en udregning af cyklens gearing, hvordan man beregner hastighed og meget andet. Vi kobler den teoretiske undervisning med noget praktisk, og vi kører alle mulige steder hen og laver undervisning i f.eks. naturfag eller historie. Somme tider kører vi tre-fire timer. Så kan eleverne nå at få en masse kilometer i benene”.

Sport og transport

Kravet er klart: “Undervisningstiden skal tilrettelægges, så eleverne får motion og bevægelse i gennemsnitligt 45 minutter om dagen”, siger lovens § 15. Rundt om i landet omsætter skolefolk loven til praksis, og for Mads Christensen giver cykler muligheder og sparer tid, fordi cykling bevæger på to måder – ikke kun som motion, men også som transport. Derfor tog han kontakt til Principia med en enkel idé: I stedet for bevægelse i undervisningen, hvad så med en undervisning i bevægelse?

Pakken

Virksomheden bag Principia, HF Christiansen, ville gerne med i et projekt, og sammen gik de i gang med en råskitse af et tilbud til skolerne. De var enige om, at det ikke kun skulle handle om selve cyklerne, men også om at forberede lærerne på at bruge cykler i undervisningen og om at gøre det nemt for en skole at eje cykler. Den færdige pakkeløsning indeholder derfor mountainbikes, undervisningsmateriale, et kursus for lærere i mountainbike-teknik og en aftale med en lokal forhandler om vedligeholdelse af materiellet.

Cyklen

Cyklen er en Principia Evoke A6.7 mountainbike. Den er designet til en begynder, der gerne vil ud at køre i skoven. Det er altså en rigtig mountainbike af god kvalitet, der kan køre andre steder hen, end en gadecykel kan klare, men uden de helt dyre dele. Hos Principia siger de: ”Tanken var, at det skulle være sådan en cykel, som ens venner ville anbefale, hvis man var ny og spurgte dem til råds. Og det vil for os sige en cykel med Shimano XT bagskifter, luftaffjedret forgaffel og to klinger foran, ikke tre. Og ikke noget med helt vildt lette dæk”.

Undervisningsmaterialet

Pakkens skriftlige materiale består af et undervisningsforløb i basal viden om cykler, motion og kost, opgaver i matematik, f.eks. i form af kortlæsning, og også mere frie, argumenterende opgaver med cykling som omdrejningspunkt. Principia opfordrer til at inddrage den almindelige vedligeholdelse af cyklen som et element i undervisningen for at lære børnene at vise ansvar for ting. I dag er det ikke alle unge, der kan lappe deres cykel selv.

Kurset

Kurset er et to-dages kursus for skolelærere på MTB-kursusstedet Slette Strand, hvor lærerne bliver trænet i køreteknik. Teknik er godt at kunne, inden man kaster sig ud på en mountainbike, og meningen er at ruste lærerne helt forfra med teoretisk og praktisk viden, som de kan lære fra sig hjemme på skolen. For hver gang, en skole køber ti cykler, sender Principia én lærer på kursus.

Vedligeholdelsen

Principia formidler en kontakt til den lokale forhandler af Principia-cykler i skolens område. Han påtager sig garanti-forpligtelsen og kører ud på skolen til et service-eftersyn efter et halvt år. Derefter aftaler skolen og forhandleren selv, hvad skolen har behov for. Det kan være et abonnement på service, det kan være en tilkaldevagt-ordning, og det kan også være, at skolen gerne vil have en fagmand til at undervise eleverne i at vedligeholde cykler. Folkeskoleloven lægger nemlig også op til at inddrage eksterne undervisere fra lokalsamfundet (§3.5).

Klassen uden døre

Pakken kan opgraderes på forskellige måder. Det har Mads Christensens skole gjort: “Hvis vi må opgive en tur på grund af for dårligt vejr, så stiller vi cyklerne på ruller hjemme på skolen og gennemfører undervisningen alligevel. Det er rart for planlæggeren at vide, at man ikke behøver at aflyse helt”. Men hovedformålet er selvfølgelig undervisning i det fri. Koncentrationen melder sig på en anden måde end i et klasselokale, fordi undervisningen foregår udendørs, og fordi cykling kræver balance og koordination. Hver elev justerer selv sadlens højde inden turen, og så er timen ellers i gang: “Bare op på cyklen og afsted. På den måde udnytter vi transporttiden på en ekskursion til bevægelse. Plus dét, at vi plejer at være hurtigt fremme. Men det bedste er, at det samtidig er sjovt”.

Mere

Hvis du vil høre nærmere om pakkeløsningen, er du meget velkommen til at ringe eller skrive til os. Find venligst kontaktoplysningerne under ”Kontakt”

FIND FORHANDLER HER

    KONTAKT


    HF CHRISTIANSEN
    HVIDEMØLLEVEJ 9-11
    DK – 8920 RANDERS NV
    TLF.: +45 8642 3333
    E-MAIL: INFO@HFCHRISTIANSEN.COM

    DOWNLOAD 2018 KATALOG

    Principia er et af mærkerne hos HF Christiansen A/S, Danmarks største producent af cykler. Se alle mærkerne på www.hfchristiansen.dk | Copyright 2017